Bente Olesen Nyström 1950 – 2025
En usædvanligt vidunderlig fantasi
Mesterligt malede hun i gouache, Bente Olesen Nyström // Mindeord
Af Inge Schjødt
Ingen kunne male en stjernehimmel, som Bente Olesen Nyström. Med de fineste pensler, med den herligste humor, vid og den indsigt, der kommer af et langt liv i en kunstnergruppe af surrealister, gjorde Bente Olesen Nyström verden rigere med sin kunst, med sine bøger, sine fantasifulde drømmesyn og som det fine menneske, hun var. Bente Dorrit Olesen Nyström blev født 11. januar 1950 i Helsingør. Fra tre-årsalderen voksede hun op i Malmø, hvor faderen arbejdede som ingeniør på skibsværftet Kockums. I skolen var det ikke morsomt at være dansker blandt svenske børn, og Bente Olesen Nyström fandt sit frirum i tegnekunsten, så snart hun fik sine første farveblyanter. Bente Olesen Nyström blev uddannet fra Skolen for Brugskunsts linje for Tegning og Grafik i København i 1969-1973. Umiddelbart efter blev hun tilknyttet som illustrator på Gyldendals Forlag og senere andre nordiske forlag. Her malede hun først fisk og fauna, siden andre illustrationer, 120 bogomslag og fem frimærker. I 1990 udgav Gyldendal hendes første billedbog, Ø-rejsen og siden fulgte syv titler mere, fx den prisbelønnede Hr. Alting, der også er udgivet på kinesisk, Vejen Hjem og En tur med hunden, som blev ganske populære på landets biblioteker og børneværelser i ind- og udland.
I kunstens sfære udfoldede B.O.N. sit kendskab til og sin passion for naturhistorie, arkitektur og moderne teknologi, og ophævede tyngdekraften med sine flerdimensionelle billedrum, malet i den præcise gouache.
Bente Olesen Nyström debuterede på Charlottenborg 1974, og har som kunstner og bogillustrator deltaget på talrige udstillinger i ind- og udland. Hun var medlem af Figuration, Surrealisterne – senere Cirrus, og er belønnet med flere priser og legater, samt repræsenteret på den surrealistiske Halmstadgruppens museum, Mjellby Konstmuseum i Sverige samt på Kastrupgårdsamlingen på Amager. Medlem af Billedkunstnernes Forbund (BKF), IBBY – International Board of Books for Young People, og Illustratorerne i Dansk Forfatterforening. B.O.N. udførte tillidshverv i 1998-2002 som medlem af Kulturministeriets Illustratorprisudvalg. De senere år udstillede hun jævnligt i Bredgade i København hos Davis Gallery.
Bente Olesen Nyström har vi mistet 1. oktober 2025, billedkunstner Håkan Nyström har mistet sin livskammerat, ægte- og arbejdsfælle, som han også talte sit modersmål med. Bente blev for få år siden ramt af Alzheimers, men beholdt sit lyse sind; hun blev 75 år.
- Nu kan der tælles en stjerne mere på himlen. Æret være Bente Olesen Nyströms minde

Erik Mortensen Grafik – af Aleksander Kosmala og Inge Schjødt, komkunst.dk
Udgivet af Erik Mortensen i samarbejde med komkunst.dk, december 2024
ISBN: 978-87-975720-0-9
Bogen kan bestilles hos komkunst.dk – mail til inge@komkunst.dk
Mobile pay til 29 64 92 21 … Pris 150,- kr excl. forsendelse.
Mere information
Kunstnergruppen Surrealisterne blev dannet i 1966 og udstillede årligt på Charlottenborg foruden mange andre steder i Danmark, Sverige, Polen og USA. Efterhånden føltes navnet Surrealisterne alt for snævert. Det kunne ikke repræsentere den kunstneriske udvikling hos gruppens kunstnere. I 1978 udstillede gruppen på Charlottenborg for første gang under det mere neutrale navn CIRRUS.
CIRRUS har siden, foruden på Charlottenborg, udstillet mange forskellige steder som fx Marienlyst Slot og Fyns Kunstudstillings- bygning, på museer som fx Halmstadgruppens Museum i Sverige og videre på mange gallerier, og andre udstillingssteder.
De forskellige kunstnere udstiller også separat og i mange andre sammenhænge. Efterhånden har dette betydet en nedtoning af udstillingsvirk- somheden for CIRRUS som helhed efter midten af 90’erne.
Kunstnerne i CIRRUS har dog, i forskellige konstellationer, udstillet sammen hele tiden. To væsentlige ting, som binder kunstnerne sammen i CIRRUS er: Venskab og et fælles kunstnerisk grundsyn. CIRRUS kunstnerne har hele tiden mødtes, og holdt sammen som venner, samtalepartnere og hinandens kritikere.
Fælles for CIRRUS kunstnere er en fascination af det irrationelle i kunsten. En eksistentiel forståelse for, at kunst ikke kun er noget ydre sanset som gengives, men at kunst primært udspringer fra en indre, ukendt inspirationskilde i Det Ubevidste; i noget ”bagved”, ”under” eller ”over” det rationelle. Noget arketypisk gådefuldt.
CIRRUS©2025